Velkommen til min hjemmeside, som jeg håber kan inspirerer jer.
Jeg har en stor passion for mad lavet af så hele planter som muligt. Koststilen hedder Whole Food Plant-based (forkortet WFPB), og er kort forklaret vegansk uden forarbejdede erstatnings produkter, med sundheden i focus.
Som udgangspunkt vælges altid den “reneste”, den sundeste, og den mest næringsrige plantefødevare.

Jeg er vokset op som så mange andre, med en tallerken hvor kødet havde en central plads, og hvor grøntsagerne i den grad var i mindretal. Hvad angår brød, var det ikke meget bedre, for hvid brød med rød salami, remulade og ristede løg var favoritten i årevis - langt ind i voksenlivet.
Så at skifte til plante-kost i en alder af 42 år, var noget af en forandring. Det skulle også vise sig, at der var mange grøntsager jeg aldrig havde set eller smagt, eller som jeg vidste hvad hed, eller kunne bruges til. Den grønne verden, var helt ny for mig.

Men hvorfor gjorde jeg noget så drastisk?
Det gjorde jeg, fordi jeg havde fået en del skavanker og smerter i kroppen, som på sigt ville give livsstilssygdomme som f.eks. diabetes, blodpropper, mm. Jeg havde dårlig samvittighed over at spise som jeg gjorde, og træt af at føle mig som en kvinde på 80 år, når jeg "kun" var 42.
Efter blot få måneder, var der store forbedringer, og jeg bliver stadig her 3 år efter, overrasket over hvilke mirakler plantekosten kan udrette.

At spise en kost udelukkende bestående af planter, og uden erstatningsprodukter og færdige alternativer, forarbejdede fødevarer, uden olie og uden smør, uden hvidt sukker, hvide ris og hvid pasta, hvor alting var lavet fra bunden af hele planter, havde efter 1 år, fjernet alle mine smerter og skavanker.

Som 44 årig fik jeg foretaget en krops analyse som viste at min krops alder kun var 29 år. Så jeg havde altså pludselig fået 15 år foræret, alene pga. kosten. Derudover viste analysen også, at mit LDL kollesterol og min fedtprocent var rekord lav, imens min puls, iltoptagelse og blodtryk, var som hos en professionel atlet. Det skal her tilføjes, at jeg også trænede i perioden, og stadig træner.

At lave alting selv, også sit pålæg … er det ikke svært? NEJ det er ikke svært, og man behøver hverken være kok eller have et stort køkken for at lave et lækkert måltid.
For når det kommer til stykket, er whole food plant-based nemlig også enkelthed, hvor ganske få ingredienser bliver til lækre måltider. Noget som alle kan lære. Og det er præcis dét jeg gerne vil opnå med min hjemmeside: at vise andre mennekser, at det sagtens kan lade sig gøre at spise på den sundeste måde, selv om man ikke er professionel kok.

En verden af planter, er en stor og spændende verden, hvor maden smager af noget, fordi vi bruger den hele råvare. Maden smager af det den er, og det er så lækkert.

I min verden er der ingen grænser for hvad du kan sammensætte, så længe det er indenfor whole food plant-based. I min verden passer alt nemlig sammen, og kun fantasien sætter grænser.
Hvad man spiser hvornår på dagen, er der heller ingen grænser for. Hvem har bestemt at frugt er morgenmad el. snack, når det lige så godt kunne være aftensmad. Og hvem siger, at man ikke kan spise varme kartofler til morgenmad.

Dét jeg elsker ved whole food plant-based kost, ud over tanken om at jeg giver min krop den allerbedste næring, er at jeg kan smage og se hvad jeg spiser, fordi det ikke svømmer rundt i sovs, eller smagen har tabt slaget til dressingen. Det er også de smukke former og farver på grøntsagerne. Et enkelt men flot anrettet farverigt måltid, og tanken om at spise hele fødevaren, med alle dens vitaminer, i stedet for et forarbejdet produkt hvor mange vigtige næringsstoffer er gået tabt. At åbne en pakke hele korn, og blive mødt af duften som stod man på en kornmark en sommerdag … det er fantastisk.